Standerhejsning 2014

6. april 2014 19:11 , af Lars Søndergaard

Kære medlemmer

Tak for en fantastisk standerhejsning. Vejret var noget fugtigt, men alligevel har vi været tæt på rekord i deltagerantal til standerhejsningen søndag, den 6.4.2014. Ca. 60 medlemmer begav sig ud på vejene fordelt på MTB og 2 landevejshold. Der er sat nogle stemningsbilleder ind nederst i denne nyhed, og derudover kommer der en stak billeder ind i vores fotoalbum.

Efterfølgende var der god stemning til de traditionelle pølser med brød - og hektisk aktivitet omkring vores tøjsalg, som gik forrygende. Faktisk så godt, at der allerede er størrelser, som er udsolgt. Vi skal have et overblik overlagerbeholdningen i forhold til bestilling af yderligere tøj fra leverandøren. Mange har købt den "store pakke" - der kommer besked, så snart vindvesten er kommet hjem. Til de medlemmer, der ikke har betalt kontant, kommer der i løbet af en uges tid en faktura via vores hjemmeside, så I kan komme af med nogle penge. Der er naturligvis mulighed for at købe tøj fremadrettet. I skal primært henvende jer til Jørn Lind fra bestyrelsen herom.

Vi har haft 5 medlemmer afsted på kaptajnskursus. Jeg kan høre, at der er kommet god inspiration til kommunikation i feltet, som kan give en fælles ramme. Det vil gøre kørslen mere sikker. Vi vil forsøge at få produceret en oversigt til hjemmeside over de forskellige begreber og kommandoer, som I vil møde fra løjtnanterne ude på ruten.

Bestyrelsen har besluttet, at vi vil indbyde de enkelte hold til møder i den kommende tid, hvor I får gennemgået begreber og kommandoer, og hvor vi på de enkelte hold får talt om, hvordan vi kan få udmøntet beslutningen om, hvordan vi kører, så det bliver så optimalt som muligt til klubaftenerne. Der vil vi også have de første erfaringer med fra nogle klubaftener, der jo starter på tirsdag, den 8.4.2014, kl. 18.00.

Sten har lagt den kommende tids aktiviteter ind i aktivitetskalenderen. Så husk endelig at holde øje med den.

Bestyrelsen har planlagt et arrangement for potentielle nye medlemmer den 27.4.2014, kl. 14 - 16.30. Jeg vedhæfter en lille plakat, som vi vil sætte op i forskellige forretninger. I er meget velkomne til at dele informationen ud til interesserede og fx skrive plakaten ud og hænge den op på arbejdspladsen

Vel mødt til den nye sæson og pas godt på jer selv og hinanden ude på ruten.

Allan

Vedhæftede filer