Hej alle
Det er snart tid til vores årlige generalforsamling i Støvring Motionscykelklub. Tidspunktet er sat til mandag d.4. marts kl 18:30 i vores lokaler på Materialegården, Mølledamsvej 3 i Støvring. Fra bestyrelses side vil vi opfordre alle til at deltage og give deres mening til kende omkring klubben.
Det er ingen hemmelighed, at klubben har mistet en del medlemmer over de seneste år, og vi i dag er markant færre medlemmer. Vi har i bestyrelsen talt om hvad vi kan gøre, men vi har behov for input fra jer medlemmer. Hvad er ønskerne til DIN cykelklub anno 2024? Hvad er årsagen til du har meldt dig ind i en cykelklub, og hvad får dig til at være aktiv ? Vi vil i bestyrelsen gerne have medlemmerne på banen, hvis der er konkrete ønsker til klubben og aktiviteter, samt hvordan du som medlem kan bidrage.
I bestyrelsen er der til generalforsamlingen villighed til at modtage genvalg. Vi er tre medlemmer på valg - over halvdelen af bestyrelsen. Et genvalg vil så have den konsekvens, at meget kommer til at foregå som hidtil. Vi har dog til generalforsamlingen nogle enkelte forslag med, som skal gøre driften endnu mere enkel. Det har til formål at reducere administration og arbejdsbyrden. Et forslag er bl.a. at fjerne familierabat - ens pris for alle. Sidst år blev kontingentet hævet fra 300 kroner til 400 kroner, da vi så ind i prisstigninger på tøj. Vi har nu et fornuftigt kapitalgrundlag i klubkassen, så vi til 2024 anbefaler at reducere prisen til 200 kroner for hvert medlem. Tøjet vil vi stadig satse på, men en alternativ leverandør undersøges. Løsningen forventer vi kraftigt reducere vores kapitalbehov, så bestilling og afregning af tøj foregår direkte mellem det enkelte medlem og leverandør. Klubtilskud - både størrelsen og måden - skal vi have afklaret. Derved skal klubben ikke have 70-80.000 kroner likvid til betaling når en faktura modtages - hvilket er årsagen vil vores forslag om reduceret kontingent. En endelig løsning forventes fremlagt på generalforsamlingen.
Betaling via betalingsoverførsel virker måske lidt besværligt for nogen. Vi undersøger muligheden for at kunne opkræve og modtage betaling via MobilePay. Igen for at gøre tingene mere enkelt - for bestyrelsen og for medlemmerne. En endelig afklaring håber vi at have med til generalforsamlingen.
Vedr. mødetidspunkter - så har der tidligere været talt om sted og tidspunkter. Nogen vil gerne starte ved klubben, men da adgangsvejen er grusbelagt, er det ikke alle som synes om dette. Så nogle er startet fra F24. Fremover foreslår bestyrelsen, at alle starter ud fra F24, og vi officielt kun cykler tirsdag kl 18:00 og søndag kl 9:00 for MTB og 9:30 for racer/gravel. Det skal naturligvis være frit for alle at skrive og opfordre på vores facebook side, hvis de ønsker at cykle om torsdagen eller lørdagen - og derved få flere til at deltage.
Vi har de sidste år forsøgt på forhånd at vælge datoer til f.eks. en grillpølse efter søndagstræning. Men da vejret for sådan et arrangement påvirker deltagelsen meget, vil vi i 2024 vente indtil vejrudsigten peger på grillvejr og så annoncere det med kort varsel, men med større sandsynlighed for grillvejr og dermed stor deltagelse.
Hvis du har andre ønsker og ideer til klubben, opfordrer vi kraftigt til at sende forslag til bestyrelsen. Deltag i debatten og deltag meget gerne til generalforsamlingen. Ovenstående forslag er blot forslag til en mere enkel drift, og det er vores udkast. Vi ønsker alle en klub, hvor folk med fælles interesse kan være med og cykle sammen. Rammerne skal skabes i fællesskab - ikke kun af bestyrelsen.
Vi ser frem til et cykelaktivt 2024 i Støvring Motionscykelklub.
På bestyrelsens vegne - fmd. Jørn