Nyhedsbrev - invitation til klubaften

8. august 2014 09:07

Hej til alle medlemmer

For de fleste er sommerferien nu et overstået kapitel og hverdagen har indfundet sig. Men der er stadig gang i cykelhjulene. Det har været en sommer med fantastisk cykelvejr, hvilket også har kunnet ses af det meget flotte fremmøde til fællestræninger. Desværre er der nu udsigt til mere normalt dansk sommervejr og dermed mere regn. Men håbet er, at der stadig er gode cykeldage til resten af sæsonen.

Vi har lige haft bestyrelsesmøde. Referatet lægger vi på hjemmesiden.

Nyheder fra bestyrelsesmødet er, at vi får besøg fra Tuborg, som formelt vil overrække os de penge, vi har brugt på møbler og projektor. Det sker i forbindelse med fællestræningen tirsdag, den 19.8.2014 - nærmere bestemt kl. 20.00. Jeg vil derfor bede holdene lægge turene, således at I er tilbage inden kl. 20 og i øvrigt opfordre så mange som muligt til at møde op. Det er også helt OK bare at komme uden at have trænet først. Bestyrelsen vil sørge for pølser, brød og noget til at fugte ganen med.

Når vi nu er i gang med tirsdag den 19.8.2014, er det også dagen, hvor vi vil tage et klubbillede INDEN træningen. Så også af den grund vil vi gerne se så mange som muligt i klubtøj, så vi kan vise, at vi er mange, der cykler i klubben. Billedet vil vi bruge til vores hjemmeside og til noget sponsorpleje...

Det er i øvrigt en god overgang til at fortælle, at forenings-el rent faktisk giver nogle penge! Vi har lige fået en afregning på ca. 1.100 kr. til klubkassen. Så tak til dem, der har meldt sig til. Der er plads til flere i ordningen.

Jeg er glad for at kunne fortælle, at der er kommet en ny sending tøj, så vi dels har kunnet få klaret hele leverancen, hvor vi ikke havde nok i første sending, dels har nyt tøj at sælge af. Som de fleste nok er klar over, er tøjet en balancegang for klubben. Det er dyrt at have på lager - omvendt tager det lang tid at bestille nyt tøj. Vi prøver at ramme en balance mellem økonomi og efterspørgsel. Vi kan også se, at vi stadig har en del af det gamle tøj liggende - navnlig i små størrelser - så hvis der er nogen, der vil gøre en god handel, er der mulighed for det - f.eks. i forbindelse med klubaftenen den 19.8.

Desværre skal vi også tænke på, at sæsonen slutter på et tidspunkt. Så sæt kryds i kalenderen tirsdag den 23.9.2014, hvor vi holder sæsonafslutning. Traditionen tro vil klubben sørge for sandwich mv. Heldigvis er det sådan, at afslutningen på sæsonen nu ikke længere er samme skel mellem at cykle eller ikke cykle. Der er stadig mulighed for gode timer på landevejen, og i øvrigt er der tegn på, at MTB bliver endnu mere populært i vinterhalvåret. Så alle jer, der er vant til at køre i skoven, får selskab af en del landevejsfolk. Derudover arbejder vi på at få spinningen på plads. Vi har allieret os med Henning Hald, der har kontakt med Fitness.dk. Der kommer en udmelding, når vi ved noget mere om træningstider, priser mv. Vinterhalvåret giver også mere aktivitet på vores hometrænere, hvor vi efterhånden har mange ruter på, så også god fornøjelse til dem, der sveder indendørs på de store bjerge. Endelig er der mulighed for at bruge klublokalet til f.eks. at se nogle cykelfilm i fællesskab. VM linjeløbet køres den 28.9.2014, og det kunne måske være en god idé at se det i fællesskab i klubben?

Vi har i bestyrelsen talt om, at det kunne være rigtig sjovt, hvis vi kunne stille nogle flere hold til holdløbet i Gistrup. Det køres søndag den 14.9.2014 - se nærmere på: http://www.m-himmerland.dk/. Vi plejer at have to hold med, hvor fokus er på at køre stærkt. Men det er en løbsform, hvor alle kan være med, fordi der er fantastisk god energi i fællesskabet på holdet om at holde sammen og løfte sig i fællesskab. Så selv om man ikke liiiiige vinder, er det en dejlig fællesskabsfølelse at komme godt rundt på ruten, og i øvrigt er der lagt bonus ind for alder og køn, hvilket også kan være med til at give en god placering. Samtidigt er løbet et meget socialt arrangement, hvor der både før og efter er hyggeligt samvær. Der skal være 6 på et hold. Prisen plejer at være 500 kr. pr. hold. Det kunne være lidt sjovt, hvis vi i år kan stille med 4 hold! Så prøv at tale om det til fællestræning. Jeg kan stå for at samle tilmeldinger sammen, men det vil altså være klart nemmest, hvis I har hele hold på plads til mig, så jeg ikke skal bruge en masse tid på at klare det. Brug evt. hjemmesiden til at byde jer til, hvis I gerne vil køre på et hold.

Det var alt for denne gang. Jeg glæder mig til at se jer tirsdag den 19.8.2014!

Allan